Blæksprutte, tiarmet

Fangstområde: Nord-østlige Atlanterhav

Loligo forbesi
E : Common squid
T : Tintenfisch
F : Calmar

Kendetegn
Den tiarmede blæksprutte har en krans af 8 arme omkring munden og 2 lange tentakler, som sidder inden for armkransen. Kroppen er langstrakt og plump med en svømmebræmme op langs kroppens sider. Den har meget store øjne. I kropsvæggen på rygsiden sidder en skal gemt. Dyret har en meget veludviklet evne til farveskifte, som den bruger til at tage farve efter omgivelserne. Kødet er fast - en meget god spise.

Størrelse
Blæksprutten bliver op til 60 cm lang.

Størrelsesklasser (kg pr. blæksprutte):
størrelse 1: 0,5 kg og derover
størrelse 2: fra 0,3 kg til under 0,5 kg
størrelse 3: fra 0,1 kg til under 0,3 kg

Levested
Den tiarmede blæksprutte lever pelagisk (fritsvømmende) i kystnære farvande og færdes i stimer. Om foråret og sommeren foretager bestandene langs Vesteuropas kyster vandringer, hvorunder de trænger ind i den sydlige del af Nordsøen. Om efteråret færdes store stimer i den nordlige Nordsø.

Føde
Blæksprutten lever hovedsageligt af fisk, krabber og andre krebsdyr.

Kønsmodning
Nogle tiarmede blæksprutter fæstner deres æg på bunden i aflange gelé-pølser, andre har pelagiske æg.

Sæson
Må fanges hele året, men fanges mest om foråret og sommeren.

Fangstmetoder
Trawl, pilkning og passive redskaber.

Udnyttelse
Hel, skiver, arme.

Tilberedning
Dampet, kogt, stegt, ovnstegt, mikroovntilberedt, marineret.

Næringsværdier pr. 100 g
Ingen tilgængelige oplysninger.

Interessante vinkler
Hvis den tiarmede blæksprutte møder en formodet angriber, kan den antage skræmmefarver, hvorved der bl.a. fremkommer to store sorte øjelignende pletter på rygsiden. Ved andre lejligheder skiftes der hurtigt mellem mørke og lyse farver.
Der findes over 40 arter af den tiarmede blæksprutte. Størrelsen kan variere fra 2 cm til meget store dyr af arten sømunke, som er de største blæk-sprutter. De kan blive over 10 meter lange, og man har fundet et øje 40 cm i diameter - i maven på en hval.