Havørred
Fangstområde: Ferskvand, Nord-østlige Atlanterhav, Østersøen
Salmo trutta
E : Sea trout / brown trout
T : Meerforelle
F : Truite d´Europe
Kendetegn
Kendes fra laksen på den mere plumpe kropsform og tykke
halerod. Antallet af skæl talt fra fedtfinnen skråt ned mod
sidelinien (inkl. sideliniens skæl) er 14-19, almindeligvis 16,
hvor laksen har 12 -14 skæl. Kødet er delikat og minder meget om
laks, farven varierer fra rød til gullig-hvid.
Størrelse
Mindstemålet er 40 cm. Havørreden bliver sjældent over
80-100 cm (10-15 kg). Ørreden vokser langsomt i ferskvand, og når
den er 15-25 cm lang, vandrer den ud til havet. Efter 1 år i havet
måler den 30-40 cm (0,4 kg), efter 2 år 40-50 cm (1-1,5 kg), efter
3 år 50-60 cm (1,5-3,5 kg).
Levested
Havørreden vandrer ikke så meget som laksen. Den op-holder
sig 1-5 år i ferskvand, hvorefter den vandrer til havet. Den lever
nær kysterne i 1-5 år. Almindelig alder for havørred er 4-6 år.
Ørreden vandrer op til sit fødested for at gyde. Den er da fed og i
god kondition. Under denne vandring, og indtil gydningen er
overstået, æder den næsten ingenting. Nedfaldsørreder er de
havørreder, som efter gydningen søger tilbage til havet. De har
tabt 30-40% af vægten, siden de forlod havet.
Føde
I ferskvand lever ørreden af vandinsekter. I saltvand
lever den af krebsdyr, hundestejler, sildefisk og tobis.
Kønsmodning
Efter 1-5 år i saltvand anlægger havørreden parringsdragt
i forbindelse med vandringen op til gydepladserne i ferskvand.
Denne vandring foregår i perioden juli-november. Ørredens store
fedtreserver, der er opbygget i saltvand, forbrændes til energi,
der bl.a. anvendes til at opbygge kønsprodukter. Gydningen foregår
i frisk strøm på 0,3 til 3 meters dybde. Den gyder ca. 10.000 æg.
Æglægningen kan vare 2 uger. De fleste ørreder overlever og gyder
igen de følgende år.
Sæson
Havørred i yngledragt er fredet fra 16. november til 15.
januar, overalt. I Ringkøbing, Nissum og Stadil fjorde er
nedfaldshavørred totalfredet.
Fangstmetoder
Havørreden tages mest som en velkommen bifangst i
bundgarn, garn og på langliner.
Udnyttelse
Hel, udskåret, filet.
Tilberedning
Dampet, kogt, pocheret, stegt, ovnstegt,
mikroovnstilberedt, paneret, grillet, gravad, røget, marineret,
saltet, som konserves.
Næringsværdier pr. 100 g
Havørred
Energi 465 kJ
Protein 20,0 g
Kulhydrat 0,0 g
Fedt 3,3 g
Bæk- og Søørred
Energi 451 kJ
Protein 20,5 g
Kulhydrat 0,0 g
Fedt 2,7 g
Interessante vinkler
Havørred er betegnelsen for de stammer - underarter - der
tilbringer kortere eller længere tid i havet. I ferskvand danner
ørreden stammer, som ikke søger ud i havet som f.eks. søørred
(Salmo trutta lacustris), der gyder i rindende vand som elve eller
åer, men vokser op i søer. Bækørreden er en dværgform, der lever
hele sit liv i små vandløb.