Hummer

Fangstområde: Nord-østlige Atlanterhav

Homarus vulgaris
E : Lobster
T : Hummer
F : Homard

Kendetegn
Hummeren har en blåsort farve. Den har store klosakse, hvor den venstre næsten altid er den største. Brystskjoldet er ret cylindrisk ovenpå, fortil ender det i et stærkt og tornet horn. Øjnene er stilkede, og følehornene rager op. Under den kødfulde hale sidder parvis en række halefødder. Hannen kan kendes på, at de forreste halefødder er stive.

Størrelse
Hummeren bliver op til 75 cm (4 kg). Dog sjældent over 30 cm (1 kg).
Mindstemålet i Nordsøen: Fuld længde 24 cm, rygskjold 8,5 cm.
Mindstemål i Skagerrak og Kattegat: Fuld længde 22 cm, rygskjold 7,8 cm.
Mindstemål i Østersøen, Bælterne og Øresund: Fuld længde 21 cm.

Levested
Hummeren lever på 2-40 meters dybde på klippegrund eller algebevoksede stenrev. Den er ret stationær. Om vinteren vandrer den ud på noget større dybder. I sommerperioden kan den træffes på ganske lavt vand. Hummeren vokser langsomt, og væksthastigheden er afhængig af vandtemperaturen. Kommer vandtemperaturen op på 22-24°C, dør den.

Føde
Hummeren er et natdyr, der lever af alle slags bunddyr, ådsler og svagere artsfæller. Hvis temperaturen i vandet kommer under 5°C, tager den ikke føde til sig.

Kønsmodning
I Skagerrak bliver hannerne kønsmodne ved 16-17 cm's længde, hunnerne ved 22-23 cm's længde (ca. 350 g). Forplantningen sker ved en vandtemperatur på mindst 15°C. Parringen finder sted i sensommeren umiddelbart efter hunnens skalskifte. Hunnen opbevarer sæden i en sædlomme vinteren over. Den følgende sommer i juli og august sker gydning og befrugtning. Hunnen lægger sig på ryggen, og æggene klæbes til halefødderne. Hun gyder 5.000-40.000 æg.

Sæson
Rognhummeren er fredet i Limfjorden hele året. Fiskes fortrinsvis om sommeren.

Fangstmetoder
Fiskes med tejner, hvor agnen ikke behøver at være frisk.

Udnyttelse
Hel, klosakse, hale.

Tilberedning
Kogt, stegt, grillet, marineret.

Næringsværdier pr. 100 g
Energi 396 kJ
Protein 19,6 g
Kulhydrat 0,8 g
Fedt 1,3 g

Interessante vinkler
Den eneste måde, hummeren kan vokse på, er ved skalskift. Allerede i sin første sommer gennemgår den 5-6 skalskift. Først i løbet af nogle uger forkalker den nye skal og bliver hård. De ældre hummere skifter kun skal én gang om året. Hvis en fritlevende hummer mister kløerne eller lemmerne, vokser de i løbet af nogle måneder ud igen.