Skrubbe

Fangstområde: Nord-østlige Atlanterhav, Østersøen

Platichthys flesus
E : Flounder
T : Flunder / Butt
F : Flet

Kendetegn
Skrubbens hud er ru af benknuder, især ved sidelinien og ved grunden af ryg- og gatfinne. Sidelinien buer svagt over brystfinnen. Kødet er temmelig blødt og vandet, en ret god spisefisk.

Størrelse>Mindstemålet i Nordsøen er 25 cm.
Mindstemålet i Skagerrak og Kattegat er 20 cm.
Mindstemålet i Østersøen, Bælterne og Øresund er 25,5 cm, dog i underområde 22-25 er det 25 cm.
I underområde 26-28 er det 21 cm.
I underområde 27 og 32 syd for 59°30´N er det 18 cm.
Skrubben bliver sjældent over 30 cm (ca. 1 kg). Max. længde 50 cm.

Størrelsesklasser (kg pr. fisk)
størrelse 1: 0,3 og derover
størrelse 2: fra 0,2 til under 0,3

Levested
Skrubben lever fra tidevandszonen til 25 meters dybde. Om sommeren samler skrubberne sig navnlig i flod- og åmundinger og brakke fjorde. Om vinteren trækker flertallet ud fra det lave brakvand til dybere, varmere og saltere vand.

Føde
Skrubben æder orme, tanglopper, tangmus, rejer, sandmusling, blåmusling, kutling og tobis.

Kønsmodning
Hannerne bliver kønsmodne 3 år gamle, hunnerne ved 4 år. Skrubben gyder på 20-40 meters dybde i februar-maj i sydlige og sydøstlige Nordsø. I vestlige Østersø gyder den på 40-100 meters dybde. Skrubben gyder 400.000-2 millioner æg.

Sæson
Skrubber må fanges hele året med undtagelse af følgende fredninger:
Hunskrubben er fredet i Skagerrak, Kattegat, Isefjorden, i underområderne 22-25 fra 15. januar-15. maj, i underområde 22 med undtagelse af visse områder tillige fra 1. februar-30. april.
I Ringkøbing, Nissum og Stadil fjorde fra 1. marts-15. april.
Alle skrubber i underområderne 26, 28 og 29 (syd for 59°30´N) fra 1. februar-30. april.
I underområde 32 fra 1. februar-30. juni.

Fangstmetoder
Ruse, bundgarn, sættegarn, snurrevod, bundtrawl.

Udnyttelse
Hel, flået, filet.

Tilberedning
Stegt, grillet, dampet, kogt, ovnstegt, mikroovntilberedt, friturestegt, røget, saltet, tørret.

Næringsværdier pr. 100 g
Energi 379 kJ
Protein 18,3 g
Kulhydrat 0,0 g
Fedt 1,8 g

Interessante vinkler
Flertallet af skrubber er højrevendt, men op til 30% kan være venstrevendt. Hvor skrubber gyder i samme områder som rødspætter, f.eks. i det sydlige Bælthav, op-står der bastarder kaldet "leps."